Der er produceret virkelig mange film om Danmarks rolle under 2. verdenskrig, og man kan til tider savne en fortælling fra krigen, som har mere at byde på end onde nazister og faldne danskere.
En sådan historie skaber Christina Rosendahl med Vores mand i Amerika, der er hendes tredje spillefilm og den første siden den meget roste Idealisten (2015), der ligeledes behandlede en storpolitisk del af Danmarkshistorien. På trods af sit begrænsede bagkatalog formår Rosendahl at udnytte et stærkt cast til selvsikkert at fortælle historien om manden, der satte sig selv før både gud, konge og fædreland.
Vores mand i Amerika fortæller, inspireret af virkelige hændelser, historien om Henrik Kauffmann (Ulrich Thomsen), der var dansk ambassadør i USA, da tyskerne invaderede Danmark 9. april 1940. Den danske konge og regering overgiver sig hurtigt og begynder at samarbejde med tyskerne. Modsat ordrer fra sine overordnede nægter Kauffmann at kapitulere, og han igangsætter, med rådgiveren Povl Bang-Jensen (Mikkel Boe Følsgaard) ved sin side, arbejdet med at finde ud af, hvorledes han kan sikre sejren over Hitler og redde sit land. Sideløbende udforskes et årelangt trekantsdrama mellem Kauffmann, konen Charlotte (Denise Gough) og hendes søster Zilla (Zoé Tapper).
Kauffmann er hele filmens omdrejningspunkt, så historiens succes står og falder med hovedpersonens præstation, hvorfor Ulrich Thomsen bærer et stort ansvar. Han løser opgaven enormt overbevisende og sætter en tyk streg under, at han fortsat er en af de dygtigste og mest alsidige skuespillere herhjemme. Den kalkulerende og modige Kauffmann vækkes til live gennem kontante replikleveringer, og Thomsens altid skarpe blik, gestik og udstråling gør, at man bare vil have mere af den dristige og charmerende diplomat. Ved hans side står den selvsikre Bang-Jensen, som Følsgaard med karismatisk skuespil formår at gøre til et stærkt sidekick.
De øvrige karakterer omkring Kauffmann har ikke den samme tyngde og tiltrækningskraft, og de engelsktalende amerikanere føles ikke på samme måde nærværende. På trods af, at Charlotte og Zilla er en vigtig del af fortællingen om Kauffmann, virker deres mange scener uforløste, og forholdet mellem dem og Kauffmann overfortælles.
Når det for alvor kører for det snedige makkerpar Kauffmann/Bang-Jensen, bremses den energiske fremdrift i fortællingen flere gange af en gentagende tilbagevenden til det smertefulde trekantsdrama, der i den grad savner liv.
I flere af scenerne i og omkring den overdådige ambassadørbolig spiller billedsiden flot sammen med et atmosfærisk lydbillede. Det tydeliggør på raffineret vis, hvor langt væk Kauffmann rent faktisk er fra det land, han både er i konflikt med og kæmper for.
Derudover virker lyd- og billedside særligt stærkt, når man kombinerer harmoniske billeder af en solrig sommerdag hos familien Kauffmann med lyden af den tyske invasion. Det er netop, når filmen tør at spille Kauffmanns og den danske virkelighed ud mod hinanden, at Vores mand i Amerika fungerer allerbedst.
Christina Rosendahl kommer i Vores mand i Amerika rigtig langt med stærke skuespilpræstationer fra Thomsen og Følsgaard og en overbevisende, kunstnerisk elegance og modighed, som får bestemte scener til at være særligt iøjnefaldende. Desværre savner dele af karaktergalleriet og sidehistorien om Kauffmanns kærlighedsproblemer nuance, og de amerikanske skuespillere fungerer ikke så godt som de danske. Det forhindrer dog ikke Vores mand i Amerika i at være en levende og underholdende historie om hasarddiplomaten, der var næsten lige så god til at sno folk om sin lillefinger, som han var til at drikke champagne.
Kommentarer